Tirsdag og fredag har været mine yoga dage igennem snart 6 måneder. Hyggelige stunder med fysisk adspredelse, fordybelse, møde med de samme skønne 8 italienske donnaer, og i særdeleshed en udforskning af det italienske sprog. Bør nok lige indskyde at de absolut ikke taler engelsk, så her er mine sprogkundskaber i det italienske virkelig blevet udfordret.
De første mange gange måtte jeg lure læren af, som den frækkeste abekat, men synes da selv at jeg med tiden, har opnået en vis sproglig forståelse, så jeg nu kan udføre øvelserne uden at være helt ude af trip, bare ved at lytte. Såen næsten da.
Idag var så den allersidste yogatime på italiensk. Afskedens time var kommet. Der blev krammet og kindkysset. Ingen tvivl om, at de også synes det var trist at tage afsked med et menigt medlem af yogatruppen. Men med forvisninger fra dem alle om, at holde kontakten og aftaler om at ses igen, blev det næsten en hyggelig begivenhed. Et par inviterede mig endda til at bo hos dem, hvis min familie og jeg igen er på disse kanter. Sikken en varme og hjertelighed fra bekendte jeg har kendt så kort tid. Den fylder godt i mig.
Man siger vist: "Når der lukkes et vindue, åbnes der en dør"
